I TIKNyt kunne man i 1980 finde følgende beskrivelse af en debutants oplevelse af et maratonløb, skrevet af Poul-Erik Olsen.
Efter at tanken om deltagelse i et marathonløb havde spøgt i flere sæsoner, stillede jeg søndag den 28. september op til KS-marathon. Nu skulle det være!
Et par minutter over ni går starten. Jeg har planlagt at tage det helt roligt og bruge 5 minutter pr. km, dvs. ca. 3 1/2 time til hele løbet. Jeg bliver derfor hurtigt passeret af de fleste deltagere fra TIK. -God ‘tur!« lyder Steens altid vel modulerede stemme, da han glider forbi sammen med Bjarne. Ved 7 km kommer Jesper farende som skudt ud af en kanon. Han har det med at gøre sig færdig inden mål. Han bliver i vanen.
10 km på 47 minutter – det er lidt for hurtigt, men det er svært at få rytme, tempo, m.m. til at passe. Omkring 14 km passerer jeg Claus, der ser meget træt ud allerede.’ Jeg er kommet til at ligge i en lille gruppe på 5 mand, og det går roligt og støt derudad. Man veksler bemærkninger nu og da, skiftes til at føre og passer ellers sin rytme og vejrtrækning. Et par kilometer før vendepunktet møder vi første løber på vej tilbage mod mål. Der kommer efterhånden flere, mellem dem er Jørgen. Kort efter kommer Keld og så følger Finn, Helge, Jess, Wolfgang m.fl. Der hilses i forbifarten. Formand Alex kommer, og jeg mindes hans karakteristik af en distanceløber: “Jo længere, jo dummere!- Gad vide om det var den, der fik ham til at opgive
Jeg når selv frem til vendepunktet og får opgivet tiden 1.37! En lille klokke ringer advarende: 8 minutter forud for tidsplanen! Men jeg føler mig frisk og har konstateret, at trekløveret Tonny, Kenno og Iva ligger 4-500 meter foran. Det er for stor en udfordring, så jeg går løs på de sidste 21 km med energi. På tilbagevejen møder jeg Knud og Erik. Noget efter kommer Jenny og Betty i søsterlig forening. Jeg fornemmer, at farten er øget.
Pludselig ser jeg forude Kenno stå op ad en hæk. Han har i hvert fald ikke væskeunderskud. Han ryster og fortsætter, inden jeg når frem.
Omkring 25 km-mærket får jeg kontakt med trekløveret og gør noget, jeg siden får rigelig anledning til at fortryde: Jeg holder tempoet og passerer. Det går imidlertid fortsat ret ubesværet, og jeg nærmer mig de 30 km. Men nu begynder de mange kilometer efterhånden at kunne mærkes. Da en i gruppen – meget ukollegialt – rykker (sådan føltes det i hvert fald) på vej op ad en bakke, må jeg slippe kontakten med gruppen. Ruten forekommer i øvrigt enormt kuperet nu. Jeg har et stadig større besvær med at klare stigningen. Tempoet er faldet kraftigt.
Ved 32 km får jeg tiden 2.24. Jeg forudser et nyt gensyn med trekløveret. Det kommer kort efter. Vi følges i dyb tavshed til næste væskedepot. Jeg har svært ved at komme i gang igen og må vinke farvel. – 35 km. – Turen begynder at forekomme mig endog overordentlig ubehagelig. Jeg bliver nødt til at gå. Det er med nød og næppe, at jeg kan sætte den ene fod foran den anden. Nu kommer Rita cyklende op på siden af mig. ‘Det er her, man bider tænderne sammen’ siger hun! Jeg er for høflig eller træt til at svare. Jeg er begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet er i stand til at komme længere. Kommunikationen mellem hjerne og ben synes afbrudt. Bakkerne tårner sig op, og vejen snor sig i en uendelighed. Rita bekendtgør, at hun vil følge mig resten af vejen for at hindre, at jeg overgiver mig til ledsagevognen.
– Det føles køligt. – Jeg får krampe i begge lår. – Strækøvelser. – Jeg stavrer videre. – Jeg bliver overhalet. – Hvor utroligt det end forekommer i dette snegletempo: Jeg overhaler selv.Rita opildner. – Jeg lister. – Jeg lunter og – hvad der for 6-7 km siden syntes ufatteligt: Jeg når mål!!!
Poul-Erik
