Per Rohwedder – Nyt æresmedlem i TIK Løberne

På TIK Løbernes ordinære generalforsamling 30/01/2024 annoncerede bestyrelsen, at vi har fået et nyt æresmedlem – Per Rohwedder. Stort tillykke fra alle fra TIK Løberne til Per!

Bestyrelsens motivation er gengivet nedenfor.

 

Kære Per                                                                Januar 2024

Bestyrelsen for TIK Løberne har besluttet, at du Per Rohwedder tildeles et æresmedlemskab af TIK Løberne.

Få har som du, Per været med til at forme vores løbeklub. Man kan få det indtryk at du altid har været med – og det har du også, lige fra TIK Løberne startede i 1971. Du har udvist et usædvanligt engagement og kærlighed til løb og til TIK Løberne – her kan bl.a. nævnes:

  • Træner for adskillige hold gennem årene
  • Du var formand for TIK Løberne i perioden 1986 – 1989 og har desuden bestridt en række bestyrelsesposter. De fleste kender også dig som en agtet ordstyrer ved den årlige generalforsamling.
  • Per, du har i mange år påtaget sig at være klubbens dataindsamler. Du scanner løbsresultater (store som små) og opsummerer disse på klubbens hjemmeside. Dette arbejde danner blandt andet grundlag for kåring af klubmestre.
  • Du er en meget dygtig løber. Du har efter sigende stadigvæk en række klubrekorder på trods af klubbens yngre medlemmer benytter sig af Carbonsko med mere.
  • Du har løbet 50 maratonløb i ind- og udland. Og et endnu højere antal halv maratonløb.
  • Du har løbet 479 Taastrup Løb! Den bliver svær at slå med mindre man stiller til start hver måned de næste 45 år. Desuden findes der få løbere med samme træningsdiciplin som Per.

Hjerteligt tillykke med æresmedlemskabet, Per !

De bedste hilsner TIK Løbernes bestyrelse